Hvis du skal ud at rejse med dit lille barn, gruer du sikkert for det allerede. Det kan også være en både stresset og presset oplevelse – for både dig og barnet. Faktisk viser undersøgelser, at hele 81 % af alle småbørnsforældre ikke ser frem til at skulle ud at flyve med deres lille barn. Det er derfor en god ide, at du er godt forberedt. Så kommer turen til at gå meget nemmere.

For det er jo ikke for flyveturens skyld, at I tager ud at rejse. Det er jo for alle de fantastiske oplevelser, der venter jer som familie, når I lander i et andet land. Det at tage væk hjemmefra kan give jer noget uvurderlig tid sammen som familie. Det kan være med til at gøre, at I kun har fokus på hinanden og har meget mere tid sammen med jeres barn, end I har i hverdagen.

En ringslynge gør det nemt at komme rundt i lufthavnen med et lille barn

Når I tjekker jeres bagage ind til flyveturen, skal I som regel også tjekke jeres egen klapvogn ind. Derefter kan I låne en klapvogn af lufthavnen. Det kan gøre barnet utrygt, at det skal sidde i en anden klapvogn. Samtidig kan de mange mennesker og mange lyde også være med til at gøre, at dit barn gerne vil op og sidde tæt på dig. I det tilfælde kan det være rart for dig at holde barnet i en ringslynge mens I går rundt i lufthavnen. En ringslynge er en slynge, som du hurtigt kan få barnet i og udad igen. Når I skal gennem security, er det for eksempel rart, at du nemt kan få barnet ud.

Hav mad med som barnet kender

Børn er i den grad vanemennesker og foretrækker, at alt er, som det plejer at være. Det gælder derfor selvfølgelig også deres mad. Hvis dit barn er begyndt at spise fast mad, er det en god ide, at du tager noget mad med til flyveturen, som han eller hun kender hjemmefra. Det er ikke sikkert, at du kan få dit barn til at spise den fremmede flymad – og det kan blive en meget lang flyvetur, hvis du har et sultent barn med. Du må ofte gerne have både brød og frugt med ombord på flyet, men vær opmærksom på at du som regel ikke kan have flydende mad som mayonnaise med.

Sørg for at gøre barnet træt, inden I skal af sted

Hvis I har et par timer i lufthavnen, er det en god ide, at I bruger dem på at lege med barnet. I kan finde en gang, hvor der ikke er så mange mennesker og så løbe op og ned af gangen. I nogle lufthavne er der også legepladser, hvor børnene kan tumle. Det er med til at gøre dem trætte, så de falder i søvn på flyveturen. Hvis I skal flyve langt, er det en god ide, at I vælger en sen afgang, så barnet vil være naturligt træt på turen.